Grundejerforeningen blombjerggaard. Søren Møllers Vej nr 5 - 32, Fuglebakkevej, Tranevej, Rørsangervej, Blombjergvej, Havesvinget, Rypevej (ulige numre), Stenhøjvej 14-20
Der er indledt dialog med Syddjurs Kommunes chef for teknik og miljø, Sanne Attermann, om vandhåndtering og klimatilpasning i området. Et møde er planlagt til afholdelse i januar, hvor vi vil drøfte mulighederne for samarbejde og kommunens rolle i kommende projekter.
For at styrke og samle indsatsen for fremtidens klimaudfordringer har gruppen besluttet at etablere Klimafonden Følle Strand. Fordelene ved at organisere arbejdet under en klimafond er, at det skaber større gennemslagskraft i dialogen med kommunen, giver bedre muligheder for at søge midler fra eksterne fonde og sikrer en koordineret, gennemsigtig proces for alle involverede. Fondens konkrete mål er at finansiere og drive klimatilpasningsprojekter, der beskytter og udvikler Følle Strand-området på en bæredygtig måde.
Arbejdet med fonden er skudt i gang, og der er allerede modtaget forhåndstilsagn om deltagelse og økonomiske bidrag fra Blombjergparken, Blombjerggård, Røndegård og Følletoften. For Lindeparken og Poppelvej afventer endelig godkendelse fra bestyrelse eller generalforsamling, da det kræver et indskud på 10.000 kr. fra hver forening. For Følle Strand og Rytterparken afventer vi fortsat stillingtagen.
Vi arbejder parallelt med at udvælge en erfaren klimarådgiver, der skal bistå med at tilrettelægge processen, udarbejde projektforslag, prioritere indsatser og udvikle fordelingsnøgler for kommende projekter under Klimafonden Følle Strand.